
Performance 'Museumsvagten' med Noah Umur Kanber.
Lørdag d. 15. marts kl. 12.00 - 13.00 vil Noah Umur Kanber opføre sin performance ‘Museumsvagten’, når Kunstsalonen løber af stablen fra d. 14. - 16. marts.
Performancen indgår som en aktiv og integreret del af udstillingen. Som publikum møder man blot op og ser udstillingen, men uvant for Kunstsalonen er der en Museumsvagt til stede…
Om værket ‘Museumsvagten’ har Noah udtalt til Politiken:
“Mit eget værk ’Museumsvagt’, hvor jeg selv performer som museumsvagt, er mest af alt en fortælling om et barn – mig – der skal iklædes et jakkesæt første dag, de skal møde plejefamilien og gives væk. Men det er også på en måde en hyldest til Marina Abramovićs udholdenhed. Vi har vagter i nattelivet, i butikscentre, på gaden og på museer. En vagt er middelklasse i en dragt, der gives autoritet. Og det er ikke altid, man gives det i den klasse. Jeg siger ikke noget, når jeg performer. Jeg observerer, analyserer forbipasserende eller bevæger mig rundt i rummet.”
Noah Umur Kanber er en fremadstormende kunstner, der studerer på 3. år på Kunstakademiet, men hun har allerede haft udstillinger på Nikolaj Kunsthal, Kunsthal Charlottenborg, Frederiksborg Slot, Nivaagaard Malerisamling – og mange flere.
Og senest medvirkede hun i DR’s anmelderroste program Kunstnerkolonien, her vandt hun både danskernes hjerte og imponerede med sit kunstneriske arbejde.
Noah bruger meget af sig selv i sin kunst. Dels sin hårde opvækst i et hjem præget af vold. Samt hendes transition til kvinde, hvor hun har gennemgået flere operationer.
Noah Umur Kanber arbejder med keramik, grafiske kobbertryk og performance.
Udover performance vil Noah udstille kobbertryk (plader) samt keramik på Kunstsalonen.